Arbejdssteder
Børnekontakten, Kolding
Børnekontakten / Ambassaden
Skovparken 99A
6000 Kolding.
E-mail: bk@ungdommens-vel.dk
Leder: Leif Christensen tlf. 2170 7221
Børnekontakten er beliggende i boligområdet, Skovparken i Kolding, som er et social belastet og sårbart boligområde i den nordlige bydel, hvor en betydelig del af beboerne er af forskellig etnisk herkomst. Der er dagligt mellem 30-50 børn i Børnekontakten. Der ud over er der "Ung-Klubben", hvor der er et fremmøde på 10-15 unge.
Børnekontakten har åbent dagligt i tidsrummet 16.00-19.00 og "Ung-Klubben" har åbent onsdag aften.
Værdigrundlag
- at hvert enkelt barn og ung er unikt og har krav på at få den omsorg, kærlighed, opmærksomhed, kontakt, opdragelse, kontinuitet, stabilitet, der er afgørende for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed.
- at børn og unge har ret til og krav på at "være", kunne vise sine følelser, blive hørt, få en hjælp der styrker selvværdet og ansvar tilpasset udviklingsniveauet.
Målgruppen
Målgruppen er særligt sårbare børn i alderen 6-12 år fra boligområdet samt børn og unge fra 12-16 år, typisk børn der er blevet for gamle til Børnekontakten, men som så kommer i "Ung-Klubben".
På nuværende tidspunkt udgør flygtninge/indvandrere ca. 75% af de besøgende.
Pædagogisk sigte
Det pædagogiske sigte er ved diakonalt arbejde at give hvert eneste barn følelsen af at være unikt. Ethvert barn som Børnekontakten kommer i kontakt med mødes med åbenhed, tillid og masser af tid og kærlighed.
Pædagogisk kendetegn/metode
Børnekontakten tilbyder aktiviteter, fællesskab og voksne at snakke og lege med. Det vægtes højt at hjælpe børnene til at fungere i fællesskab også med andre end den gruppe man selv er en del af. Heri ingår øvelse i at færdes i rammer og fællesskab, uden at dette udvikler sig til provokationer og konfrontationer og i at have tillid til voksne og sig selv.
I "Ung-Klubben" er arbejdsmetoden den samme, men der arrangeres også specielle arrangementer, hvor de unge kommer ud af kvarteret og møder andre danske unge. Herved styrkes de unges evne til at acceptere og omgås andre unge.
Ud over den daglige åbningstid holdes der åbent når der deltages i særlige arrangementer i lokalområdet fx en månedlig "sjov lørdag", som bl.a arrangeres i samarbejde imellem boligforeningen, den kommunale ungdomsklub og Børnekontakten. Endeligt arrangeres der en række tilbud i skolernes ferieperioder fx lejre, udflugter, konkurrencer, fodboldturneringer, grilldage, overnatning i Børnekontaktens lokaler, legedage, beboerfest m.v.
Aktuelt i sommeren 2005 var der arrangeret Landdag, lejrtur på en naturplads, Safarilejr, samt aktiviteter/ferietilbud for børn, unge og forældre såvel indenfor som udenfor boligområdet.
'Center for frivilligt socialt arbejde' har udarbejdet en evalueringsrapport, hvor hovedkonklusionen er, at Børnekontakten tilbyder:
- Positiv voksenkontakt
- Kulturel forståelse
- Et bedre socialt netværk.
Børnene føler, at de har 'helle' i Børnekontakten. Her er de trygge og kan mærke den varme, respekt og kærlighed, der måske ikke er så meget af i deres hverdag. Det er her, de henter inspiration, overskud, mærker fællesskab (netværk) og opbygger modstandskraft overfor de negative oplevelser, de måske er udsat for nu eller som kan opstår på et senere tidspunkt.
Samarbejde
Der samarbejdes med Kolding Kommune, Arbejdernes Andelsboligforening, KFUM & KFUK i Kolding, SSP, Dansk Flygtningehjælps lektiecafé, skolen, den lokale ungdomsklub, institutioner, fritidsaktiviteter, andre væresteder m.fl.
Henvisning
Der er ingen henvisning. Børnene kommser selv eller andre motiverer dem til at deltage.
Pris
Der er ingen omkostninger forbundet ved deltagelse i Børnekontakten. Kolding Kommune bidrager med et økonomisk tilskud, øvrige midler indhentes fra Socialministeriets puljer og andre fonde.
Organisation
Børnekontakten drives af Ungdommens Vel
Bestyrelse
Fra Ungdommens Vel: frivillighedskonsulenten, formanden, 4 af de frivillige medarbejdere og den daglige leder.
Ungdommens Vel - Krügersvej 70 B - 7000 Fredericia - tlf. 76 300 400 - fax. - 76 308 309 info@ungdommens-vel.dk


