fredag 30 juli 2010

Tilmeld nyhedsbrev

Tjek ledige pladser 

Plads-Portalen
 

Billeder

Livline

Opkvalificering af unge og opbygning af netværk.

  • Præsentation
  • Baggrund
  • Formål
  • Målgruppe
  • Metode
  • Organisatoriske rammer og samarbejdsparter
  • Tidsramme

Præsentation
Ungdommens Vels første institution tilbage i 1906 var Seden Enggård. Seden Enggård var - allerede på dette tidspunkt, fremsynet med hensyn til pædagogisk metode og institutionsform. F.eks. var Seden Enggård den første institution, hvor eleverne kunne bo på eneværelser.

Seden Enggård er et ungdomshjem med plads til 24 unge i alderen 14-18 år og beliggende i udkanten af Odense. Hvor vi tidligere modtog unge især fra 16 år, modtager vi nu unge fra 14 år, aldersspredningen er således blevet stor i de senere år.

Formålet er opbygge/genskabe elevernes tro på sig selv, så de i socialt trygge rammer kan opøve færdigheder, der giver mulighed for at udvikle en alsidig personlighed, hvorved de kan få en meningsfyldt tilværelse med ansvarlighed overfor sig selv og det omgivende samfund.

Seden Enggård modtager unge fra hele Københavns Kommune og har siden 1976 haft driftsoverenskomst med Københavns Kommune, som afholder alle driftsudgifter.

Da optage-området er hele Københavns Kommune, samarbejdes der i de enkelte elevsager med alle socialcentre i Københavns Kommune.

Seden Enggård tilbyder døgnophold med intern skole, dagbeskæftigelse, botræning og fritidsplanlægning. I dagtimerne rådes der over træværksted, smedieværksted og landbrug med ca. 80 ha., et stort dyrehold og en rideskole.

For yderligere oplysninger, se venligst vedlagte Årsplan.

Baggrund
Seden Enggård bygger på en pædagogik, hvor nøgleordene er tillid, respekt, tro på de unges positive styrker og evner, vi møder de unge, der hvor de er, tager udgangspunkt i den unges oplevelse af situationen, vi uddelegere ansvar og opgaver og er ikke bange for at prøve utraditionelle løsningsmodeller.

Vi har et personale, der arbejder i netværk og som er villige til at 'give noget af sig selv' for at opbygge en troværdig medmenneskelig relation. Alle mennesker har behov for fællesskab, aktivitet, opmærksomhed, omsorg, oplevelser osv.

Samvær er et vigtigt begreb, der kommer ud af respekt og vi ønsker at give de unge mennesker en positiv identitet i samværet med andre.

Men .... vi står magtesløse, når vi ser unge, der efter udskrivningen hurtigt finder en mere 'interessant' identitet i diverse subkulturer blandt ligesindede, hvor det at være anderledes er accepteret.

De unge har gennem hele livet levet i en 'pseudo'verden, hvor overgangen til den virkelige verden virker uoverskuelig og fyldt med barrierer - både personlige og i det omkringliggende samfund.

Der sker ikke en integration, den unge formår ikke at skabe et sundt netværk og indgå i naturlige sociale sammenhænge. De unge bliver samfundets tabere.

Formål
Seden Enggård ønsker at udvikle og afprøve metoder/pædagogik, der i højere grad styrker den unge i mødet med den 'virkelige' verden. Vi vil give den unge nogle redskaber, der sætter den unge istand til at sortere i netværket, redskaber - der medfører, at den unge bliver modtaget og accepteret - både i et videre uddannelses/job forløb, i foreningslivet m.v.

Vi har erfaret, at en af de største 'hurdler' en ung skal igennem, er at sige nej til den identitet, subkulturene giver, det kræver mod og ballast.

Den unge skal i højere grad ansvarliggøres for egen situation, truslen om livskvalitet komme ikke udefra, men indefra. Den, der er anderledes 'kanøfles', hvis han eller hun ikke er sikker på, hvem man selv er.

Vi ønsker at tilknytte værelser i byen (Odense) til Seden Enggård og støtte massivt op omkring den unge i udslusningsfasen og deltage aktivt i den unges opbygning af netværk.

Derudover vil vi forsøge at 'geare' familierne, de 'stærke' unge, sagsbehandlerne, foreningslivet, fritidstilbudene, uddannelsesstederne, arbejdspladserne m.v. til at bakke op omkring de unge og medvirke til at sikre en integration.

Målgruppe
Vi kan skematisk beskrive vore elever i 2 næsten lige store gruppe. Ca. halvdelen er unge med generelle indlæringsproblemer - med baggrund i specialskole, hjælpeskole/klasse med et bredt felt af psykosociale problemer. I denne gruppe findes desuden elever, der er psykisk skrøbelige, som befinder sig i 'grænselandet' mellem det psykiatriske og socialpædagogiske system. Den anden halvdel kan beskrives som normaltbegavede, men med store adfærdsmæssige problemer. De har ofte opgivet/er blevet opgivet af familien - enten smidt ud eller stukket af fra hjemmet - mange har været anbragt op til flere gange på forskellige institutioner og har mistet tilliden til det sociale system. Nogle har en skolefraværsprocent på 40. De er/har måske været ude i et misbrug eller deltaget i kriminelle handlinger. Der kan være tale om incestramte og selvmordsforsøg.

Den store aldersspredning (14-18) bevirker, at mange ressourcer anvendes på den yngre aldersgruppe, da der er mere 'gang i' unge på 14 end på 16 år. De har et større behov for aktiviteter for at blive rykket ud af en negative løbebane. Det er på dette tidspunkt alt er spændende og skal afprøves uden omtanke for konsekvenserne. Selv om vi har et godt forhold til lokalsamfundet, kan vores unge mennesker ikke i begyndelsen deltage i det lokale foreningsliv.

Men den aldersgruppe (17-18), der står foran/i en udslusning, har behov for en større opbakning og støtte og alternative tiltag, end vi idag kan tilbyde dem.

Metode
Vi kan se forhindringerne, vi ønsker at gøre noget ved problemerne og vi har idéer til, hvordan det kan gøres.

Vi vil være/skabe den 'LIVLINE', der sikre, at de unge overlever.

Først ønsker vi at igangsætte en analyse, der redegør for årsagssammenhænge i den pædagogik, vi idag anvender og i forbindelse med den unges overgang til normal samfundet, herunder en analyse af de mekanismer, der 'drager' de unge til subkulturerne samt en analyse af de kulturer, der burde integrere de unge.

Dernæst ønsker vi at udvikle og afprøve en række metoder vedr.:

Pædagogiske redskaber, der arbejder intensivt med den unges 'modstandskraft' via uddelegering af ansvar efter den unges formåen, stille krav, der opbygger den unges selvværd, iværksættelse af aktiviteter med udgangspunkt i den unges ønsker, gøre den unge ansvarlig for egen livskvalitet ved at lære den unge at forstå egne og vore handlemåder. Vi ønsker på et tidligt tidspunkt, at sætte de unge sammen i grupper, således at evnen til at indgå i sociale sammenhænge og gensidig/egen ansvarlighed øges.

Netværksopbygning.

Vi vil gerne have mulighed for at leje værelser i byen - gerne i ungdomskollegier (princip: stærke unge hjælper svage unge), mens den unge stadig er indskrevet på Seden Enggård. Hvadenten den unge har mulighed for at dele værelse med andre eller bor alene, skal der støttes massivt op med hjælp til at kontakte positive fritidstilbud, til at bevare et uddannelses- og/eller jobforløb og til at danne sociale netværk med andre unge. De unge skal have en tæt kontakt med den 'kendte' institution, for at få bearbejdet de mange nye indtryk, få svar på spørgsmål samt råd og vejledning. Derudover er et af nøgleordene aktiviteter - den unge skal holdes beskæftiget med ting, der interesserer ham/hende.

Vi ønsker at gå i dialog med fritidstilbudene, uddannelsesstederne og arbejdspladserne for at gøre dem medansvarlige for de unges integration.

LIVLINEN kappes først over på det tidspunkt, hvor den unge har bygget et trygt og stabilt netværk op - og selv 'går'.

Der er behov for at sætte ind med store ressourcer på dette tidspunkt, hvor den unge forlader institutionen for at undgå, at den unge taber kampen og som vi så ofte ser - bliver bistandsklient.

Seden Enggård har bevaret sin fremsynethed og ønsker med glæde og engagement endnu engang at udvikle metoder og institutionsformer, der er til gavn for de unge.

Organisatoriske rammer og samarbejdsparter
Der nedsættes en adhoc gruppe med deltagere fra forældrekredsen, personalet, bestyrelsen, ledelsen og Københavns Kommune. Projektets leder er forstander Hans Jørgen Jønsson.

Det bliver gruppens ansvar at gennemføre projektet, forestå beskrivelsen og evalueringen.

Gruppen skal fungere som 'puffer', sparringspartner og støtte for det udførende led i projektet (personalet, sagsbehandlere, psykologer m.v.)

Der søges etableret et samarbejde med foreninger, andre fritidstilbud, uddannelsessteder, arbejdspladser m.v. og eksterne konsulenter/eksperter inddrages efter behov.

Tidsramme
Der ønskes en tidsramme på 3 år for at kunne identificere årsagssammenhænge, afprøve og evaluere nye metoder. Det er nødvendigt med så lang tid for at kunne opnå og bevare positive resultater.

Ungdommens Vel - Navervej 2, 1. - 7000 Fredericia - tlf. 76 300 400 info@ungdommens-vel.dk

Ungdommens Vel er tilknyttet KFUM og KFUK i Danmark