Arbejdssteder
Vedtægter for Ungdommens Vel
Vedtaget på generalforsamlingen d. 23. september og 8. oktober 2008
§ 1.
Foreningens navn er Ungdommens Vel. Ungdommens Vel er tilknyttet KFUM og KFUK i Danmark. Foreningens hjemsted er til hver en tid den kommune, hvor hovedkontoret er beliggende.
§ 2.
Foreningens formål er på kristen grund at yde en diakonal og social indsats blandt vanskeligt stillede børn og unge.
§ 3.
Formålet søges fremmet gennem:
a) drift af egne institutioner, der har overenskomst med kommunale eller amtskommunale myndigheder
b) samarbejde med selvejende institutioner, hvis formål er sammenfaldende med foreningens. Samarbejdets omfang skal være nærmere reguleret i de pågældende institutioners vedtægter.
c) drift af dag- og døgnforanstaltninger, hvis daglige opgaver varetages af lønnet eller frivillig arbejdskraft, eventuelt i samarbejde med andre foreninger.
d) oplysning om vanskeligt stillede børns og unges vilkår.
§ 4.
Som medlem af foreningen kan optages enhver, der vil medvirke til virkeliggørelse af foreningens formål. Som støttemedlemmer kan optages ansatte i foreningen eller på institutioner eller dag- eller døgnforanstaltninger med tilknytning til foreningen. Den ordinære generalforsamling fastsætter det årlige kontingent for medlemmer og
støttemedlemmer, hvoraf en del overføres til foreningens udviklingspulje.
§ 5.
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i juli kvartal og indkaldes af hovedbestyrelsen med mindst 3 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til hvert medlem.
Forslag, der af medlemmer ønskes sat under behandling på generalforsamlingen, må være hovedbestyrelsen i hænde senest 2 uger før denne og udsendes til medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingen.
Dagorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Hovedbestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab.
4. Forslag fra hovedbestyrelsen.
5. Medlemsforslag, som skriftligt er meddelt hovedbestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingen.
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Valg til hovedbestyrelsen.
8. Eventuelt.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når hovedbestyrelsen bestemmer det, eller når det skriftligt overfor hovedbestyrelsen forlanges af mindst 10 af foreningens medlemmer. Senest 14 dage efter sådan begærings fremkomst skal hovedbestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Ved ekstraordinære generalforsamlinger gælder samme indkaldelsesmåde og varsel som for ordinære generalforsamlinger.
På generalforsamlinger afgøres alle anliggender ved simpel stemmeflerhed uden hensyn til antallet af tilstedeværende medlemmer. Stemmeret har personer, der har været medlemmer af foreningen i mindst et år og ikke er i kontingentrestance. Støttemedlemmer har taleret, men ikke stemmeret.
Til ændring af foreningens vedtægter og til vedtagelse af et forslag om foreningens sammenslutning eller fælles drift med anden forening eller institution, der ikke medfører foreningens opløsning, kræves dog, at forslaget vedtages med mindst ¾ af de afgivne stemmer på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger, som skal afholdes med mindst 14 og højst 30 dages mellemrum.
Til vedtagelse af et forslag om foreningens opløsning kræves, at dette indstilles af hovedbestyrelsen og vedtages på en ordinær generalforsamling med mindst ¾ af de afgivne stemmer og derefter vedtages med simpel stemmeflerhed på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, som skal afholdes mindst 30 og højst 60 dage efter den ordinære generalforsamling.
§ 6.
Foreningens overordnede ledelse varetages af en hovedbestyrelse, som består af 9 medlemmer, hvoraf 7 vælges af generalforsamlingen, og 2 udpeges af Hovedbestyrelsen for KFUM og KFUK i Danmark. Hovedbestyrelsesmedlemmer har en funktionsperiode på 4 år. Hvert andet år afgår halvdelen af de fællesbestyrelsesudpegede medlemmer og hvert andet år hhv. 3 og 4 af de generalforsamlingsvalgte medlemmer, første gang ved lodtrækning.
Kandidater til generalforsamlingsvalgte medlemmer af hovedbestyrelsen kan opstilles indtil 2 uger før generalforsamlingen. Hovedbestyrelsen er dog også efter udløbet af denne frist berettiget til at opstille kandidater.
Valgbare som generalforsamlingsvalgte medlemmer af hovedbestyrelsen er alle medlemmer, som er stemmeberettigede på generalforsamlingen. Genvalg og genudpegning kan finde sted. Ved forfald besættes den ledige plads ved valg respektive udpegning. Det nye valgte respektive udpegede bestyrelsesmedlem har en funktionsperiode svarende til det udtrådte bestyrelsesmedlems resterende funktionsperiode.
Hovedbestyrelsen konstituerer sig med en formand og en næstformand. Herudover vælger hovedbestyrelsen af sin midte et medlem, som sammen med formand og næstformand udgør foreningens forretningsudvalg. Valgene gælder for 4 år.
Der afholdes normalt 4 ordinære hovedbestyrelsesmøder årligt. Ekstraordinære hovedbestyrelsesmøder kan indkaldes af formanden og skal afholdes, når mindst 3 hovedbestyrelsesmedlemmer begærer det. Samtlige hovedbestyrelsesmøder indkaldes med mindst 8 dages varsel.
Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 af dens medlemmer er mødt. Beslutninger træffes med simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget. I hovedbestyrelsens møder deltager uden stemmeret en repræsentant for forstanderne, valgt for 4 år, og en repræsentant for medarbejderne, valgt for 2 år.
For hvert hovedbestyrelsesmøde underskriver samtlige mødte medlemmer protokollen, og der sendes afskrift ud til alle bestyrelsens medlemmer.
§ 7.
Forretningsudvalget fører på hovedbestyrelsens vegne tilsyn med og afgør sager vedrørende den
daglige drift samt forbereder forelæggelsen af større sager til behandling og afgørelse i
hovedbestyrelsen.
Såfremt hovedbestyrelsens afgørelse ikke kan indhentes forinden, kan forretningsudvalget i påtrængende tilfælde træffe beslutninger i sager af større betydning mod forelæggelse til efterretning på førstkommende hovedbestyrelsesmøde. Større sager af påtrængende karakter kan, såfremt formanden ønsker det, afgøres ved cirkulation mellem hovedbestyrelsens medlemmer.
Foreningens daglige administrative ledelse varetages af en ansat generalsekretær med ansvar overfor hovedbestyrelsen.
§ 8.
Foreningen tegnes i alle forhold, herunder også køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt optagelse af lån med eller uden pant i fast ejendom, af 3 hovedbestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
Hovedbestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.
§ 9.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor, som vælges af hovedbestyrelsen. Regnskabet forelægges på hovedbestyrelsens sidste møde før den ordinære generalforsamling. Ved hovedbestyrelsens efterårsmøde fremlægges budget for det kommende regnskabsår.
Revisor fører en revisionsprotokol, som oplæses for og underskrives af hovedbestyrelsen.
§ 10.
Ved de til foreningen knyttede institutioner og dag- og døgnforanstaltninger nedsættes lokalbestyrelser. De lokalbestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer foreningen, vælges af hovedbestyrelsen. Lokalbestyrelsesmedlemmer kan vælges indtil det fyldte 64. år. Valget gælder for 4 år. Genvalg kan finde sted 2 gange. Medlemmer udpeget af kommunale myndigheder er undtaget fra disse bestemmelser.
Bestemmelsen om lokalbestyrelser finder ikke anvendelse, hvor de strider mod den pågældende institutions eller dag- eller døgnforanstaltnings eget lovgrundlag samt ved projekter af midlertidig karakter.
§ 11.
På hovedbestyrelsens foranledning udfærdiges hvert år en årsberetning indeholdende oplysning om foreningens virksomhed i det forløbne år samt et uddrag af foreningens årsregnskab forsynet med revisionspåtegning.
§12.
Kapitaloverskud, som måtte fremkomme, såfremt institutioner eller dag- og døgnforanstaltninger med tilknytning til foreningen nedlægges, skal med civilret direktoratets godkendelse anvendes til andre lignende formål indenfor børne- og ungdomsforsorgen under foreningens ledelse.
§13.
Foreningen kan kun opløses, hvis en indstilling herom fra hovedbestyrelsen vedtages med ¾ majoritet af de afgivne stemmer på en ordinær generalforsamling samt med almindelig stemmeflerhed af de afgivne stemmer ved en ekstraordinær generalforsamling, som afholdes mindst 30 dage og højst 60 dage efter den ordinære generalforsamling. I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder formuen efter generalforsamlingens afgørelse og med civilret direktoratets godkendelse et beslægtet arbejde indenfor børne- og ungdomsforsorgen og under ledelse af
KFUM og KFUK i Danmark.
Nærværende vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 23.09.2008 og den 08.10.2008 og erstatter tidligere vedtægter.
Ungdommens Vel - Højskolevej 3, Strib - 5500 Middelfart - tlf. 76 300 400 info@ungdommens-vel.dk

